Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Hundslund Skole

Vi har hjertet med 

 

Hundslund Skole er en lille skole. Vores udgangspunkt er at her er plads til alle. Omsorg, omtanke og rettidig omhu er hos os nøgleord akkurat som læring, dannelse, trivsel og udvikling er det.  For trivsel og undervisning kan ikke skilles ad. Ingen børn er ens. Kernen i den måde vi driver skole på er, at vi møder barnet, hvor barnet er. Helt konkret justerer vi undervisningen efter elevens niveau. Trivsel er en forudsætning for læring, og for os handler undervisning også om motivation. 

 

Vores skole er indrettet, så vi har gode muligheder for at tilpasse undervisningen til den enkelte elev. Vores hold består ofte af to klassetrin, og vores klasser har færre elever end i den typiske byskole. Vi har således omkring 20 elever i klassen. Samtidig har vi en struktur, der giver mulighed for, at der er to lærere i mange undervisningstimer. 

 

Vi har prioriteret, at der er flere lærerkræfter i klassen frem for at eleverne går mange timer i skole. Vi har med andre ord et fokus på at øge kvaliteten af undervisningen frem for kvantiteten.

Vi tror på, at det i længden giver eleverne en bedre skolegang, hvor der er bedre plads til leg og alt det, der gør et godt børneliv – og mindre risiko for at blive udtrættet. 

 

Det forholdsvis lave antal elever i klassen giver desuden lærerteamet mulighed for at have et større kendskab til den enkelte elev. Vores lærere ved, om der skal tages særlige hensyn for at sikre elevens trivsel. Vi går ind for tydelige rammer og struktur, men for os betyder rummelighed, at rammerne kan blive tilpasset, hvis den enkelte elev har brug for det. 

 

Derfor vægter vi en tæt dialog med forældrene. Det er på den måde, vi erfarer, hvis vi skal være særligt opmærksomme. 

 

Selvom vores udgangspunkt er, at Hundslund skole skal være en skole for alle, så sker det, at en elev har behov, som vi ikke kan imødekomme lige meget, hvilke tiltag vi laver. 

I den situation er vores fokus i samarbejde med forældre og fagpersoner at identificere det skoletilbud, som vil kunne gavne barnet. Her handler det om rettidig omhu. 

 

Og så er der alt det, som er svært at sætte ord på, måle og veje. De særlige bånd, der bliver skabt på en lille skole, hvor eleverne leger på tværs, hvor læreren også kender eventuelle søskende og i det hele taget har en indgående viden. Nærhed er det ord, der indkapsler det bedst.   

 

Det er det vi mener, når vi siger, at vi på Hundslund Skole har hjertet med